Den afrikanske farm var den mest populære af hendes bøger i Danmark. Beretningerne om de indfødte i bogen er båret af Karen Blixens store kærlighed til den afrikanernes kultur. Karen Blixens evne til at omforme iagttagelser og oplevelser til gode historier fornægter sig ikke den gang.
Tekstudpluk:
Kamante og Lullu
I. Farmen ved Ngong
Jeg havde en farm i Afrika ved foden af bjerget Ngong. Selve ækvators linje trak sig over højlandet femogtyve mil længere nordpå. Men min farm lå to tusinde meter over havet. Midt på dagen kunne man nok føle det, som om man var kommet højt op og tæt til solen, men eftermiddagene og aftnerne var klare og svale, og nætterne var kolde.
Den geografiske beliggenhed, og højden over havet forenede sig her om at frembringe et landskab, der ikke havde sin lige på hele jorden. Det var sparsomt, strakt i linjerne, der var ingen overflod noget steds og ingen pragt i farver eller vegetation, som i de lavtliggende tropelande. Farverne her var tørre og brændte som farverne i pottemagerarbejde. Træernes løv var tyndt og let, opbygget på en anden måde end løvet på træerne i Europa, det voksede ikke i kupler, men i brede, vandrette lag og i parabler. Denne særegne struktur gav de enligtstående træer en palmeagtig, bevinget silhuet, eller en romantisk og heroisk holdning, som en fuldrigger med sejlene givet op. Men de lange skovbryn fik derved et mærkeligt udseende, som om hele skoven dirrede. På græssletterne groede de gamle, krogede tjørnetræer spredt et og et, og græsset her var krydret som timian og porse, nogle steder var duft en så stærk, at den sved i næseborene. De blomster, som man fandt på sletten, eller på slyngplanterne i de jomfruelige skove, var bittesmå som klitflora, dog sprang der lige i begyndelsen af den lange regntid en mængde forskellige slags store, vægtige, tungtduft ende liljer ud på sletten. Der var vældige, uendelige udsigter til alle sider. Alt i denne natur stræbte imod storhed, frihed og høj adel.
Den geografiske beliggenhed, og højden over havet forenede sig her om at frembringe et landskab, der ikke havde sin lige på hele jorden. Det var sparsomt, strakt i linjerne, der var ingen overflod noget steds og ingen pragt i farver eller vegetation, som i de lavtliggende tropelande. Farverne her var tørre og brændte som farverne i pottemagerarbejde. Træernes løv var tyndt og let, opbygget på en anden måde end løvet på træerne i Europa, det voksede ikke i kupler, men i brede, vandrette lag og i parabler. Denne særegne struktur gav de enligtstående træer en palmeagtig, bevinget silhuet, eller en romantisk og heroisk holdning, som en fuldrigger med sejlene givet op. Men de lange skovbryn fik derved et mærkeligt udseende, som om hele skoven dirrede. På græssletterne groede de gamle, krogede tjørnetræer spredt et og et, og græsset her var krydret som timian og porse, nogle steder var duft en så stærk, at den sved i næseborene. De blomster, som man fandt på sletten, eller på slyngplanterne i de jomfruelige skove, var bittesmå som klitflora, dog sprang der lige i begyndelsen af den lange regntid en mængde forskellige slags store, vægtige, tungtduft ende liljer ud på sletten. Der var vældige, uendelige udsigter til alle sider. Alt i denne natur stræbte imod storhed, frihed og høj adel.
Jeg har valgt dette tekstudpluk fordi det fortæller om Karen Blixen gælde og respekt for den afrikanernes kultur.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar